– Eurytmi

En dag om ugen har vi eurytmi i stedet for sanglege. Eurytmi er et græsk ord og betyder: skøn bevægelse eller skøn rytme. Eurytmistens bevægelser er knyttet til sproget, idet hvert bogstav har sin egen bevægelse. Ligeledes har også hver tone og hvert interval i musikken sin bevægelse. Eurytmien har til hensigt at udvikle et harmonisk forhold mellem bevægelse, musik og sprog. Den hjælper barnet til at blive hjemme i sin krop og til at opøve rumfornemmelse.

En eurytmistund varer ca. 25 min. og indeholder små vers og fortællinger, hvortil eurytmisten gør forskellige harmoniske bevægelser, som børnene gør efter.

Ind i mellem går vi f.eks. i en lang kæde, i fast takt helt til bjergets top og suser ned igen. Eller vi er små kyllinger inde i æggene, hvor vi vokser os store, pikker hul på skallen, løber lidt ud i verden, skynder os hjem, løber lidt længere ud, bliver bange og løber hjem osv.

Eurytmisten forsøger at skabe levende billeder og appellere til bevægelsestrang og efterligningsevne.