Barnet lærer sproget og måden at kommunikere på gennem efterligning. Den voksnes rolle som forbillede for barnet er noget centralt i vores pædagogik, og vi stræber efter at være omhyggelig med vores sprog i samtale med både børn og voksne.
Men også vores kropssprog er af stor betydning. Ofte fortæller det meget bedre end ord, hvad meningen bag det hele er. Der kan meget let opstå sprogforvirring hos det lille barn, hvis de voksne siger et med ordene og kroppen viser noget andet. Der må på alle måder være tydelighed omkring det opvoksende barn. Derfor er ironi også en dårlig ide overfor denne aldersgruppe.
Gennem eventyrfortælling kommer barnet daglig i kontakt med et rytmisk, musikalsk og billedrigt sprog. Eftersom samme eventyr fortælles mange dage i træk, kan barnet tage sproget til sig, samtidig med at det skaber sine egne indre billeder. Nye ubekendte ord og ordbilleder kommer på denne måde til barnet. Pædagogen har ingen bog til oplæsning, men har lært eventyret udenad, hvilket giver en helt anden sproglig formidling til barnet. Efter få måneder i børnehaven ved man allerede, hvordan man får tilskuerne til at være stille, når eventyret at være stille, når man skal begynde.
Barnets stærke indlevelse i eventyrets sprog viser sig, når de selv leger eller laver dukkespil eller fortæller små historier.
Indlevelsen kommer også tydeligt frem, når barnet ind i mellem er med til at opføre eventyret, mens den voksne fortæller. Det kan ske i form af enkelte ”dramatiseringer” af et eventyr som er velkendt for barnet. Pædagogen og børnene ”gør” eventyret sammen som en fælles oplevelse, helt uden præstationskrav og mere som en fælles ”aftalt” rolleleg. Når der er direkte tale i eventyret taler barnet, hvis det er trygt og kender eventyret, ellers taler den voksne bare.
I eventyrene findes ofte gentagelser, ordlege og remser som vækker glæde og sproglig interesse hos barnet.
F.eks.: Den ældste, som holdt en stav i hånden og styrede ilden, vendte sig om mod Hans og spurgte: “Kender du os?”. “Det tror jeg nok”, svarede Hans, for han mente det måtte være de 12 måneder. “Sig frem da”, sagde December. Og Hans svarede, som Bedstefar havde lært ham:
Januar har isskæg.
Februar har kulde.
Marts bringer tøvejr.
April bringer grøde.
Maj giver grønne træer.
Juni gir´ os blomster.
Juli bringer strå.
August bringer korn.
September har æbler.
Oktober har pærer.
November er tåge.
December er Jul.
I den daglige sangleg indlever barnet sig i sproget gennem sangen, bevægelsen og glæden ved disse, og på denne måde bliver hele kroppen både modtager og formidler af sproget. Barnets oplevelse af verden udvides på en kreativ måde, idet sange, rim og remser fortæller om alt mellem himmel og jord.
Også den ugentlige eurytmi bidrager til barnets sprogindlevelse gennem remser og små fortællinger ledsaget af bevægelser til vokaler og konsonanter.
I den frie leg har barnet rige muligheder for at øve kommunikation gennem socialt samvær med andre børn og voksne. Her afprøver de sprogets forskellige nuancer. F.eks. kan man pludselig høre en meget ansvarlig og bestemt mor, der taler til sine ustyrlige unger. De bruger sproget flittigt, både på den stille intime måde i en leg i en hule, men også på den mere kraftfulde måde, når man er en del af en større flok. Det hænder også, at et par børn har lavet et bordspil og fortæller et hjemmedigtet eventyr for en lille flok tilhørere. Eller også bruger de det eventyr, vi har for tiden.
De voksne forsøger at tale til barnet i et præcist og klart sprog, så barnet kan føle sig tryg. Vi prøver at guide dem ved at sige, hvad de må eller skal, i stedet for at sige det, de ikke må eller ikke skal. Der opstår megen sprogforvirring for barnet, når de voksne taler i negationer. F.eks.: ”Du må ikke løbe herinde”. – Barnet overhører ofte ordet: ikke.
De hører dét, der er handlingen i sætningen, altså: ”du må løbe”. Derfor bør man, hvis man vil opnå at barnet modtager budskabet, omformulere sætningen til: ”Du skal gå herinde” eller ”Du må løbe, når du kommer over på legepladsen”.
Når et barn endnu ikke mestrer sproget og bruger ordene forkert, korrigeres det på nænsom måde ved gentagelse. F.eks.: ”jeg har baget en bolle!” – ”Ih, har du bagt en bolle?” Derved hører barnet det rigtige ord uden at føle sig irettesat eller opleve, at det har gjort noget forkert.
Indenfor Steiner pædagogikken har vi, udover at henvise til en almindelig talepædagog, også mulighed for at henvise et barn til en uddannet sprogformer i tilfælde, hvor et barn har svagheder med sprog og tale.
Sproget giver barnet mulighed for at mødes i det sociale felt og få oplevelser sammen og rejse af sted på fantasiens vinger. Ofte kan man, netop hos børn med et uudviklet sprog, se en udad reagerende adfærd.